Mange tusinde ledige vil miste hele deres forsørgelsesgrundlag i 2013 og på den måde mærke de håndgribelige konsekvenser af dagpengereformen.
A-kassernes brancheorganisation vurderer, at over 12.000 langtidsledige vil miste retten til dagpenge i 2. halvår af 2013 - samtidig vil de ikke være berettiget til kontanthjælp.
- Bare i år vil der være 12.000 til 14.000, som kommer til at stå uden en krone på lommen. Det er uhyggeligt mange, siger Verner Sand Kirk, direktør i A-kassernes Samvirke, til Politiken.
Det kan få store konsekvenser for den enkelte, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.
- Det er mennesker, der kommer under et ekstremt økonomisk pres. Det kan sagtens være, at man skal sælge sin lejlighed eller hus for overhovedet at kunne forsørge sig selv, siger Flemming Ibsen til Politiken.
I 2010, da dagpengeperioden blev halveret lød prognosen, at 2.000 og 4.000 årligt ville miste dagpengeretten.
Skønnet er siden opjusteret flere gange. I dag antager Beskæftigelsesministeriet, at op til 23.000 vil miste retten til dagpenge alene i 1. halvår 2013.
Verner Sand Kirk, direktør i A-kassernes Samvirke, foreslår, at man opretter særlige nyttejob, indtil de langtidsledige finder almindelige job.
Arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl fra Enhedslisten er rystet over, at mange tusinde familier risikerer at stå uden én indtægt.
- Det er en kæmpe tragedie for op mod 14.000 familier med børn og det hele. Jeg ved ikke, om værre tal snart kan vække regeringen, siger han til Politiken.