Syv ud af ti ledige finder ikke et job i tide og falder ud af dagpenge-systemet.
Det viser tal fra 3F Aalborg.
85 af afdelingens ledige var omfattet af akutpakken fra august til december i 2012. Kun 30 procent af dem har fundet et arbejde af kortere eller længere varighed, fortæller DR Nordjylland.
Af de, som er faldet ud af dagpengesystemet, er de heldigste kommet på eksempelvis kontanthjælp og efterløn eller i seniorjob. De mest uheldige - ni personer - er faldet helt ud af systemet og må klare sig selv.
De har ihvertfald meldt sig ud af a-kassesystemet, oplyser a-kasseleder Dan Oxholm.
- Det indikerer, at de har mistet deres dagpengeret og det indikerer, at de ikke har råd til at betale til a-kassen, siger han.
At syv ud af ti langtidsledige falder ud af dagpenge-systemet kommer ikke som en overraskelse for Dan Oxholm. For meningen med at forkorte dagpenge-perioden til to år var netop at spare penge - helt nøjagtigt tre milliarder om året, påpeger han.
En forudsætning for reformen var nemlig, at ledighedens skulle stige. Ligesom det også var en forudsætning, at kun de færreste ville finde job, når kassen med dagpenge blev smækket i. Begge dele er blevet opfyldt, siger Dan Oxholm
- Der er tale om en kynisme af hidtil ukendt grad. At man helt bevidst regner med at fratage forsørgelsen fra mange, mange tusinde mennesker - og samtidig siger, at det har man ikke til hensigt. Det er kynisme, og det er hykleri.