De to nordjyske kvinder Tina Hare og Natasja Andreasen talte til forældrenes hjerter i "Løvens Hule" og gik derfra med en investering på 240.000 kr for 20 pct. af deres virksomhed, der sælger barndomsminder gennem interaktive breve fra bl.a. julemanden og tandfeen.
Der skulle kun gå knap et kvarter, før Nikolaj Nyholm bed på, hvorefter Morten Larsen fulgte med.
- I studiet hørte vi to kvinder, som tydeligt vidste noget om aktivering af børn og det at skabe magiske stunder. Efterfølgende har vi oplevet, at der er et kæmpe potentiale for magi til børn, og vi glæder os til, at se virksomheden glæde endnu flere familier og børn derude, siger Morten Larsen og Nikolaj Nyholm.
Siden sommerens optræden har virksomheden slået alle dens egne rekorder.
Alene i november og december omsatte A Dash of Magic for 1 mio. kr. (sammenlignet med 710.000 kr. i hele 2022) og måtte melde udsolgt på alle egenproducerede produkter.
- Vores vækst er et bevis for behovet for analogt samvær i en travl hverdag. 20 minutters nærvær, fælles leg og fantasi gør en kæmpe forskel for både barn og forældre, og at vi kan være med til at skabe det rum, er vi enormt stolte af.
- Sammen med Morten og Nikolaj kan vi udbrede det endnu mere,” siger Tina Hare, som er medstifter af A Dash of Magic.
Nu er Tina og Natasja klar til at tage næste skridt i virksomhedens liv, som særligt sidstnævnte glæder sig til. I maj er hun nemlig tilbage fra barsel, efter at hun, kun tre uger efter optagelserne, blev mor til en lille dreng.
- Jeg nyder min barsel, men det bliver også godt at vende tilbage. Det har været fedt at se, hvordan virksomheden har udviklet sig, siden jeg blev mor. Nu glæder jeg mig til at kunne skabe magiske stunder for min søn, lige som Tina har gjort for sine børn, og som vi kan se, vi hjælper andre med - snart også uden for landets grænser, siger Natasja Andreasen.