DEBATTEN OMKRING SKATTELY er igen blusset op, efter det i et dansk medie kom frem, at hvis alle penge, som er gemt væk i skattely, blev hevet ud, ville der være op mod 25.000 kr. ekstra for hvert eneste menneske til at løse alverdens problemer.
Når man hører ordet skattely, så tænker mange nok på eksotiske steder som Bahrain, Caymanøerne eller Panama, men faktisk er sandheden den, at topscoreren ifølge The Financial Secrecy Index er Schweiz.
Schweiz er landet, hvorfra danske rigmænd som Lars Tvede, Lars Seier Christensen og Jens Ulrik Hansen i tide og utide har en mening omkring det danske samfund.
Tvede fremhæver i sine mange kronikker og debatindlæg igen og igen Schweiz som et foregangsland for Danmark, og han citeres ligesom sin skattely-kollega Lars Seier Christensen flittigt i de danske business-medier. Omtalen har efterhånden også bredt sig til mange andre områder end blot det finansielle. Sammen med kæresten Pernille Vermund er Tvede nu også gået ind i kampen imod et multikulturelt Danmark, mens Jens Ulrik Hansen ifølge et interview med Zetland i 2016 har ”meldt sig ud af Danmark”:
”JEG ER IKKE SYG og bruger ikke nogen offentlige services af nogen karakter. Og så betaler jeg altså en ekstremt høj medlemspris for noget, jeg aldrig bruger. Men hvorfor betale for noget, jeg ikke får noget ud af? Så vil jeg hellere være medlem et andet sted.”
Var man retoriker, ville man bide mærke i, at ordet ’jeg’ går igen i ét væk i interviewet i Zetland, mens ord som ’vi’ og ’fællesskab’ er totalt fraværende. Og det er i øvrigt meget sigende for disse rigmænd og deres perspektiv på verden fra en bakketop eller en yacht i Schweiz.
De opfatter med Ulrik Hansens ord Danmark som en slags medlemsklub, man kan melde sig ind og ud af efter behov. Hvis klubben ikke tilbyder de lækre og særligt tilpassede abonnementer, man ønsker, så melder man sig blot ud og rejser med sin formue et andet sted hen. Det forhindrer selvfølgelig ikke én i at mene en hel masse om den klub, man har forladt, for det har JEG jo ret til.
For de førnævnte herrer og ivrige debattører hedder den aktuelle medlemsklub så Schweiz, og klubben har den fordel, at den siden den franske revolution har specialiseret sig i at hjælpe overklassen med at skjule deres midler og manglende skattebetalinger.
HELDIGVIS ER DER undtagelser fra denne selvfede og selvtilstrækkelige luksus- og meningsklub. JYSK-manden Lars Larsen er modsat mange i dansk erhvervsliv ikke bange for at lægge sig ud med de førnævnte magtfulde herrer, og han kaldte det sidste år ”noget forbandet svineri”, hvad de har gang i.
Lars Larsen selv har skabt i tusindvis af arbejdspladser og værdi for millioner af mennesker. Han har tjent sine penge på at skabe fysiske produkter til masserne, hvorimod Tvede og Seier Christensen har tjent deres penge på digitale algoritmer, som tilgodeser fåtallet og skaber værdi for de i forvejen velhavende.
Dette er der igen intet juridisk forkert i, men det er alligevel tankevækkende, hvorledes de danske businessmedier konstant og tilsyneladende ukritisk giver spalteplads til Tvede, Seier Christensen & Co. Konsensus synes at være den, at så længe vi ikke gør noget ulovligt, så gør vi i princippet også det rigtige.
MEN ER DET VIRKELIG SÅDAN? Er det således i livet, at vi bare kan vælge at gøre det rigtige, når det kan betale sig for os selv? At vi kan shoppe imellem skattebetalinger og lande, ligesom vi tegner abonnementer på fitness eller frugtordning?
CBS-professor Brooke Harrington har i en tankevækkende bog omkring skattely udtrykt det rammende:
“Hvis folk vidste, hvor vanvittigt systemet er, ville der blive revolution”.
Harringtons baggrund er både sociologi og formueforvaltning. Hun bidrager med en kærkommen moralsk og etisk opsang til et område, som tilsyneladende er blevet fredet, fordi det ikke juridisk set er strafbart.
Men selvom det ikke juridisk set er strafbart, er det så ikke stadig moralsk forkasteligt? Vil vi virkelig abonnere på, at det er okay kun at gøre det rigtige, når det kan betale sig?
Indenfor filosofien er budskabet det, at vi altid skal stræbe efter at gøre det rigtige – uanset om vi vinder på det eller ej. Det er ikke sådan, at det er forkert at vinde på det samtidig, men det bør ikke være det afgørende kriterie for, hvorvidt vi træffer en given beslutning eller ej. Med filosofiens ord må vi ikke ”instrumentalisere” livet, så alt, vi foretager os, har fokus på (egen) vinding frem for at gøre det, vi godt ved er det rigtige.
Det er ud fra det perspektiv meget vanskeligt at se, hvorledes man nogensinde kan argumentere for, at skattely er en god ting. Ergo er den schweiziske model, som bl.a. Lars Tvede roser så meget, ikke alene en amoralsk tilgang til kapital. Det er også en farlig livsfilosofi generelt, at man vælger at gøre det rigtige, når det kan betale sig og ellers ikke. Som man siger indenfor buddhismen:
Hvordan du gør én ting, afgør hvordan du gøre alting"
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.