Esbjerg Kommunes byrådsmedlemmer bliver inviteret indenfor på festivalen Suset - men kun til et afgrænset fagligt program. Ønsker de at blive og opleve koncerterne, må de selv købe billet på lige fod med alle andre.
Det er resultatet af en ny model, som borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og Susets direktør Tobias Kippenberger har aftalt efter en periode med diskussion om byrådets adgang til den store Esbjerg-festival.
Konkret består besøget af to oplæg uden for selve festivalpladsen efterfulgt af en rundvisning på pladsen. Til rundvisningen får byrådsmedlemmerne udleveret midlertidige armbånd, der giver adgang i den ene time, programmet varer. Klokken 15.00 slutter rundvisningen, og deltagerne bliver fulgt ud fra pladsen igen.
Besøget finder sted på festivalens åbningsdag den 21. august.
For borgmesteren handler modellen om at give byrådet indsigt i et arrangement, der sætter et stort aftryk på Esbjerg, uden at det kan forveksles med fribilletter til festivalen.
- Det er relevant, at byrådet får faglig viden om et arrangement som Suset. Store kulturarrangementer påvirker byen både kulturelt og praktisk. Derfor giver det mening, at byrådet får indblik i arbejdet bag. Med den nye model er rammerne klare: Vi deltager i oplæg og rundvisning, og derefter forlader vi festivalpladsen. Hvis byrådsmedlemmer ønsker at deltage i Suset efterfølgende, skal de købe billet på almindelige vilkår, hvilket jeg ved, at flere allerede har gjort, siger Jesper Frost Rasmussen.
Modellen markerer en mere stram opdeling mellem det politiske og det festlige, end man har set tidligere.