Steffen Trannerup og Morten Bak fik ideen til en ny form for streamingtjeneste under corona-nedlukningen, hvor der var rigeligt med tid til at se tv.
Begge har erfaringer fra TDC, hvor Steffen var marketingdirektør og Morten ekstern bureau-leverandør. De arbejdede med bl.a. lanceringen af Blockbuster som streamingtjeneste under TDC.
- Ligesom alle andre streaming tjenester med store ambitioner gik Blockbuster efter den store volumen af kunder, som man får ved at fokusere på de store titler fra de store selskaber, fortæller Steffen Trannerup.
- Men det medfører samtidigt, at en masse indhold/film ikke bliver distribueret, og en voksende gruppe af horror-fans kan have svært ved at finde tilstrækkeligt indhold. Og netop derfor lancerer vi SCARYO...
Deres ambition er at samle mest muligt gys og horror på én samlet tjeneste - og være en slags "matchmaker" mellem en masse oversete film og en masse dedikerede fans.
Selv om ambitionerne ikke fejler noget, så er SCARYO også klar over, at konkurrencen på netop det marked er benhård med mange store og tunge spillere.
- Det er klart at vi ikke har udsigt til at blive det nye Netflix, men ser vi på tværs af Norden, har vi et ret godt potentiale. Vi går i luften med ca. 500 film, og yderligere 300-400 på vej op på platformen inden årsskiftet. Derudover arbejder vi også på at få en masse film fra både Asien og Sydamerika hvor produktionen er stor, konstaterer Steffen.
Soft launch
SCARYO lavede i maj måned en soft launch ud mod et par dedikerede fangrupper på Facebook for at få den vigtige feedback fra de måske mest vidende og kritiske brugere.
- Normalt er det jo øretævernes holdeplads, men de var enormt søde - og selvom de oplevede enkelte fejl, så havde de kun rosende ord om vores idé, smiler Steffen og viser nogle udpluk fra de glade brugere:
“Fantastisk for os horror fans, så kan jeg godt afmelde de andre streaming apps”.
“Skide godt initiativ, det mangler vi! … Krydser fingre for at det bliver en succes!”
“Jeg har netop set jeres vidunderlige tjeneste”.
“Tak fordi i tænker på os gyserfreaks - jeg støtter jer!!!“.
Investorer ønskes
Siden vores soft launch har vi holdt helt lav profil, imens vi har udbedret fejl og har lavet aftaler med flere filmselskaber.
- Som sagt koncentrerer vi os lige nu om indholdet, og at få de mange film vi allerede har kontrakter på, ind på tjenesten - og finde nyt indhold ude i verden. Alt vores indhold har vi rettigheder til i Norden, så et af de næste store skridt er at lancere tjenesten netop i resten af Norden.
- Herefter skal vi udvikle den tekniske platform med nye features til brugerne, samtidig med, at vi skal vækste og udvikle forretningsdelen. Det koster penge at markedsføre og udvikle, og derfor arbejder vi også på at få investorer ind til at hjælpe os med at drive de dele fremad, slutter Steffen Trannerup.