Har du en ældre mobiltelefon liggende i lommen, så kan det meget vel være, at du ikke modtager myndighedernes mobilvarsel S!RENEN.
Mobilvarslet er udviklet til at advare befolkningen ved eksempel giftig røgudvikling, og på onsdag foretages en testvarsling.
Det betyder, at din mobiltelefon vil vibrere og udsende en høj, unik lyd. Dertil dukker der en besked op. På onsdag vil teksten være "TEST – S!RENEN – TEST".
Det er Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet som foretager testen, som sker synkront med landets knap 1.100 sirener. Sirenerne er opsat på bygninger eller master i byområder med flere end 1.000 indbyggere.
Man skal være opmærksom på, at S!RENEN ikke er en app. Myndighederne sender nemlig testen ud via Cell Broadcast, som er en særlig kommunikationskanal i alle mobilnetværk og i nyere telefoner.
Men der er altså nogle mobiltelefoner, som ikke kan modtage varsel fra S!RENEN.
Ifølge tech-mediet Meremobil.dk, så bør disse telefoner modtage Sirene-varslingen:
- iPhone: Apple-telefoner fra iPhone 8 og nyere med iOS 16.4 eller nyere kan modtage beredskabsmeddelelser.
- Android: Alle Android-telefoner med Android 11 eller nyere version, kan med sikkerhed modtage varslinger.
Har du en Android 6-telefon er det "sandsynligvis muligt".
På telefoner med Android 4 kan du "måske" modtage beskederne.
Har du en mobiltelefon, der ikke opfylder ovenstående krav modtager du altså ikke varsel fra S!RENEN.
Hvis sirenen lyder så ...
Lyder din sirene, så er anvisningen fra Beredskabsstyrelsen og politiet, at du skal: Stop, Læs og reagér.
Sirenernes betydning er:
- Signal 1 – varsling – GÅ INDEN DØRE! Varslingssignalet er en tone, der stiger hurtigt og falder langsomt igen. Signalet varer i 45 sekunder.
- Signal 2 – afvarsling – FAREN ER FORBI! Én lang tone, der varer 45 sekunder