En 95-årig tysk kvinde, der var sekretær for kommandanten i en nazistisk koncentrationslejr, står nu anklaget i Nordtyskland for medvirken til massemord.
Kvinden, som i tyske medier omtales som Irmgard F, bor i øjeblikket på et plejehjem i Pinneberg nær Hamborg. Hun menes at have medvirket til "mere end 10.000 sager".
Irmgard F var sekretær og stenograf for SS-kommandanten i koncentrationslejren Stutthof nær Gdansk i Polen, hvor omkring 65.000 fanger døde under 2. verdenskrig.
Hendes rolle i forbrydelserne undersøges stadig, og det vides endnu ikke, om hendes sag kommer for retten.
KZ-lejren Stutthof blev etableret i 1939, og gaskamrene i lejren blev taget i brug i juni 1944. Sovjetiske tropper befriede de overlevende ved krigens slutning i maj 1945.
Kvinden arbejdede som sekretær for kommandanten i Stutthof. (Foto: Ritzau Scanpix)
Der var omkring 100.000 fanger i Stutthof, og de levede under frygtelige forhold. Mange døde af sygdom og sult, nogle blev gasset, og andre fik dødelige indsprøjtninger.
Mange af ofrene var jøder, men i lejren befandt sig også ikke-jødiske polakker og tilfangetagne sovjetiske soldater.
Nu er det op til en ungdomsret i Slesvig-Holsten at afgøre, om eks-sekretærens sag skal for retten. Det skal afgøres i en tysk ungdomsret, idet kvinden var under 21 år, da forbrydelserne blev begået - og derfor regnes som mindreårig.
Myndighederne begyndte at undersøge Irmgard F’s rolle tilbage i 2016, og hun hævder selv, at hun aldrig kendte nogle af de mennesker, der blev myrdet i KZ-lejren.
Irmgard F er en af meget få kvinder, der har været anklaget for krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig. Samtidig er det også sjældent, at kontorarbejdere er blevet anklaget for krigsforbrydelser. Ofte har sagerne handlet om mandlige vagter - såsom 93-årige Bruno Dey, der sidste år blev idømt to års fængsel for sin medvirken til over 5000 drab i samme koncentrationslejr.