Det var en sort dag for 94-årige Astrid Mogensen, da hendes kolonihavehus på Krabbeløkkevej i Assens på Vestfyn lillejuleaften sidste år nedbrændte.
Men nu skinner solen igen over den lille plet der ligger skønt med udsigt til havnen.
Brandtomten er nemlig ved at blive forvandlet til et nyt kolonihavehus, som den pensionerede tømrer Finn Larsen bygger kvit og frit for Astrid Mogensen, skriver Fyens Stiftstidende.
Finn Larsen havde læst om branden og følte med den ældre dame.
- Jeg synes det var rigtig træls for den gamle kone. Hun havde hverken råd eller mulighed for at genopbygge det, siger snart 75-årige Finn Larsen til Avisen.dk.
Han vil ikke sætte dato på, hvornår Astrid Mogensen kan rykke ind i kolonihavehuset igen. Han arbejder på det, når det passer ind i hans egne planer:
- Jeg har holdt ferie, og der er børnefødselsdage og så videre. Det er ikke forpligtende for mig, men det vil være klar til efterårssæsonen, siger han og tilføjer:
- Hun skulle jo gerne nå at have lidt fornøjelse af det. Hun skal have sin sofa ind, så hun kan få sin lur.
Astrid Mogensen og sønnen Allan har ryddet op på grunden og støbt nyt fundament, og mandag blev det fejret, at det nye kolonihavehus' vægge står færdige og tagkonstruktionen er rejst.
- Jeg har aldrig været til rejsegilde før. Jeg er så glad for alle de mennesker, der er kommet, sagde en tydeligt berørt Astrid Mogensen til avisen, og giver udtryk for sin taknemmelighed over Finn Larsens indsats:
- Det betyder alt, at jeg får et kolonihavehus igen. Jeg er så lykkelig over, at der er nogle, der vil gøre sådan noget for mig. Nu, hvor jeg ved, jeg snart har et kolonihavehus, kan jeg sove roligt om natten, siger hun.
Det vides ikke om branden i Astrid Mogensens kolonihavehus var påsat, og det bliver formentlig aldrig opklaret.
Anklagemyndigheden skal nemlig vurdere, om sagen skal henlægges efter indstilling fra Fyns Politi.