En 92-årig mand fra Farsø i Nordjylland er natten til mandag omkommet i en brand i sit hus.
Manden var den eneste person med adresse på bopælen på Hejrevej, og der var ikke andre til stede i huset, da branden opstod.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard tidligt mandag morgen.
Politiet blev alarmeret om branden af en af den nu afdøde mands naboer klokken 02.52.
- Der blev sendt røgdykkere ind, og de finder en person i huset. Han bliver i første omgang reddet ud derfra, men det lykkes ikke at genoplive ham, fortæller vagtchef Poul Fastergaard.
En læge på stedet erklærer den 92-årige mand død.
Brandvæsenet er tidligt mandag morgen fortsat i gang med slukningsarbejdet på Hejrevej i Farsø, der ligger i det vestlige Himmerland.
Årsagen til branden kendes endnu ikke. Den skal brandtekniske undersøgelser forsøge at fastslå i løbet af mandagen.
/ritzau/