Det bliver en udfordring for dansk økonomi, hvis regeringens mål om fuld beskæftigelse i 2020 skal nås.
Regeringen har beregnet, at der mangler 150.000 nye job, men her har de overset den udfordring, at der frem mod 2020 vil forsvinde 90.000 ufaglærte job.
Det vil sige, at der samlet set skal skabes 240.000 nye job. Det fastslår Arbejderbevægelses Erhvervsråd (AE) i en ny analyse.
- Hvis vi fortsætter de historiske tendenser, som vi har set på arbejdsmarkedet, både hvad angår erhvervsudviklingen og hvad angår efterspørgslen efter arbejdskraft i det enkelte erhverv, så står vi til at tabe rigtig mange ufaglærte job, når vi kigger ud i tid, siger chefanalytiker i AE, Frederik I. Pedersen til Newspaq.
Han fremhæver vigtigheden af uddannet arbejdskraft, både faglærte og videregående uddannelser.
- Det er som følge af den stigende globalisering og den teknologiske udvikling, at der er pres på ufaglærte job og stigende konkurrence. Der er teknologi, som overflødiggør ufaglærte job, siger han.
For at beskæftigelsen kan stige til 2020, og at dansk erhvervsliv skal være konkurrencedygtig, er det vigtigt, at både ledige efteruddanner sig og at arbejdskraften bliver uddannet med de rette kvalifikationer.
- Det optimale ville selvfølgelig være at få indstillet uddannelsen af vores arbejdsstyrke, så det kommer til at matche bedre med efterspørgslen. Det handler simpelthen om at få uddannet de unge bedre, siger Frederik I. Pedersen.