Nato's kampfly har bombet en tankvogn i Kunduz-provinsen i det nordlige Afghanistan og dræbt adskillige civile. Det oplyser både lokale embedsmænd og vidner.
Ifølge en politichef havde Taliban kapret tankbilen. De kørte imidlertid fast i en flod, og de lokale samlede sig om lastbilen for at få fat i brændstoffet. Desværre skete det nærmest samtidig med, at Nato's kampfly angreb tankbilen.
"Jeg kan bekræfte, at der har været et luftangreb i aftes eller i morges," siger Jon Stock, der er presseofficer for Nato's tropper i Afghanistan, ifølge Reuters.
Han bekræfter også, at angrebet fandt sted i Kunduz-provinsen, men han vil ikke give flere detaljer end det.
Der hersker en del usikkerhed om, hvor mange civile der mistede livet ved angrebet. Guvernøren i Kunduz-provinsen, Mohammad Omar, frygter at 90 mennesker er døde, mens en lokal politichef har forklaret, at omkring 60 blev dræbt.