En 89-årig mand, der er eftersøgt for medvirken til mord på 29.000 jøder under Anden Verdenskrig, bliver udvist af USA til retsforfølgelse i Tyskland.
Tidligere på måneden nedlagde en domstol i Ohio af helbredsmæssige årsager forbud mod at udlevere den aldrende John Demjanjuk.
Men nu har det amerikanske justitsministerium fremlagt lægelige dokumenter, der fastslår, at den eftersøgte ikke er for syg til at flyve over Atlanten, skriver CNN.
Desuden er også videoer fremlagt, hvor Demjanjuk bevæger sig rundt ved egen hjælp, mens han fører en samtale. Optagelserne er foretaget efter den 14. april, hvor Demjanjuk blev fjernet fra sit hjem siddende i en rullestol.
Derfor har udenrigsministeriet altså nu bedt domstolen om at annulere forbuddet mod at udlevere den formodede krigsforbryder.
Demjanjuk er født i Ukraine og var soldat i den russiske hær, indtil han blev taget til fange af tyskerne i 1942. Herefter blev han lært op af nazisterne og arbejdede to år som vagt i koncentrationslejrene Sobidor og Majdanek i Polen samt i Flossenburg i Sydtyskland.
Han forklarer selv, at nazisterne tvang ham til at arbejde som vagt, og at vidner ofte har forvekslet ham med andre vagter.