Tusinder af danskere har spillet Lotto i mange uger i håb om at blive mangemillionærer.
I dag gik der så endelig hul på megapuljen, og ved trækningen var ikke bare en, men tre heldige vindere, der ramte seks rigtige.
De kan nu alle glæde sig over at være blevet 28.909.595 kroner rigere.
Desværre for os danskere var der ingen rød-hvide vindere imellem. Ulempen ved, at det er et fællesnordisk spil, er nemlig, at der ikke er nogen garanti for en dansk vinder, når puljen bliver udløst.
Derimod er det en finne og to nordmænd, der angiveligt løber jublende rundt netop nu.
Sidste gang puljen var kæmpestor, gik hele gevinsten til danske vindere, selvom danskerne kun står for en fjerdedel af de spillede rækker - så teknisk er det ikke helt unfair.
Vindertallene var 03 - 04 - 13 - 33 - 40 - 43, og SuperTallet 33 udløste de tre førstepræmier a 28.909.595 kroner.
Der var 87 millioner kroner i puljen.