86-årige Poul arbejder stadig fuldtid: Jeg vil stadig gerne udrette noget

Alder har ikke den store betydning for Poul Svejstrup Pedersen, der stadig arbejder fuldtid på et mejeri, selvom han for længst har passeret pensionsalderen. For ham giver jobbet livet indhold.
Alder har ikke den store betydning for Poul Svejstrup Pedersen, der stadig arbejder fuldtid på et mejeri, selvom han for længst har passeret pensionsalderen.
Alder har ikke den store betydning for Poul Svejstrup Pedersen, der stadig arbejder fuldtid på et mejeri, selvom han for længst har passeret pensionsalderen. Foto: Shutterstock/ Ritzau Scanpix/Privat

Poul Svejstrup Pedersen er ikke som de fleste 86-årige. I en særdeles høj alder er han nemlig stadig på arbejdsmarkedet. Hverdagen foregår på Nørup Mejeri, hvor Poul Svejstrup Pedersen er ansat som lagermedarbejder på fuld tid efter mere end 45 år. Det skriver DR.dk.

- Det at komme ud og have nogle vældig gode arbejdskammerater gør, at jeg er rigtig glad for at gå på arbejde. Man kan vel sige, at jeg er et positivt menneske, siger Poul Svejstrup Pedersen til Avisen.dk.

Arbejde er stadig en glæde

Han glæder sig til at komme på arbejde hver dag, og derfor har han i sinde at blive ved med det, indtil hans krop siger stop.

- Jeg stopper selvfølgelig, når jeg mærker, at jeg ikke kan klare det mere, men sådan er det ikke lige nu, siger Poul Svejstrup Pedersen til Avisen.dk.

Poul Svejstrup Pedersens arbejde er fysisk krævende. Han har altid dyrket sport og arbejdet hårdt, og de mange kilo oste, han bærer rundt på hver dag, er ikke et problem.

- Jeg dyrker stadigvæk sport, så det hænger jo sammen. Hvis jeg ikke var i så god form på grund af sport, kunne jeg jo ikke holde ud at arbejde, siger Poul Svejstrup Pedersen.

Flere arbejder efter pensionsalderen

Antallet af danskere over 67 år, der stadig er aktive på arbejdsmarkedet, er steget markant fra 2011 til 2016. Ifølge Danmarks Statistik er antallet steget med 38 procent, så der nu i Danmark er 93.068 personer over 67 år, der stadig er på arbejdsmarkedet.

Poul Svejstrup Pedersen kan bryste sig af at være en del af den statistik. Økonomisk har han ikke behov for at arbejde, da han gennem livet har sparet nok op til at kunne klare sig.

- Jeg bliver glad, når jeg føler, at jeg udretter noget, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.