En 86-årig kvinde fra Viborg kan takke sig selv for, at
et forsøg på røveri i hendes lejlighed fredag morgen kun forblev et
forsøg. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Fredag morgen ringede det på døren hos kvinden. På dørtrinnet stod en dreng, der fortalte, at han skulle besøge en ven, men at han ikke kunne finde
stedet. Han bad derfor om lov til at komme ind og se i kvindens
telefonbog.
Ifølge politiet lod kvinden drengen komme indenfor og vente i entreen, mens hun hentede telefonbogen. Men drengen fulgte efter hende og truede hende med et langt, mørkt våben, der kan have været en kniv. Drengen krævede penge og truede ifølge Viborg Stifts Folkeblad med at hugge hende med våbnet.
Men så let skulle det ikke gå for den unge røver. Da kvinden gik hen imod soveværelset for at hente pengene, lykkedes det hende at presse et klæde over hovedet på drengen og skubbe ham ind i soveværelset.
Hun kunne dog ikke holde døren, men flygtede i stedet ud
i opgangen og ind til en nabo, hvorfra hun tilkaldte politiet. Herfra
kunne hun se drengen løbe forbi, efter han var hoppet ud gennem
soveværelsets vindue.
Drengen beskrives som nydelig , 14 til 15 år gammel og 165 centimeter høj. Han havde mørk hud, sort
hår, talte fejlfrit dansk og bar sorte bukser, sort jakke, sort kasket
og koboltblåt halstørklæde.