På mandag slutter indsamlingen til moderen til det 16-årige avisbud, der døde efter et voldeligt overfald på Amager i påsken.
Men allerede nu er der samlet mere end 85.000 kroner ind til moderen. Indsamlingen blev iværksat at tre pakistanske brødre for at vise sympati for moderen, der mistede sit eneste barn. Avisbuddet blev overfaldt af tre unge mænd, da han delte aviser ud.
Overfaldet banede også vejen for et fakkeloptog torsdag aften, da omkring 1000 mennesker viste deres afsky mod alt vold med en stille fakkelprotest i København og en række andre byer landet over.
- Vi har på opfordring fra moderen besluttet at slutte indsamlingen på
mandag. Moderen er dybt rørt over den danske befolknings enorme støtte
og sympati, som hun er blevet mødt med via vores indsamling. Moderen
udtrykker sin taknemmelighed over for den danske befolknings opbakning
og dybe medfølelse. Indsamlingen var selvfølgelig ment som et symbolsk
plaster på såret, og vi er glade for, at det har hjulpet hende igennem
denne svære periode, siger de dansk-pakistanske brødre.
Moderen kalder indsamlingen prisværdig .
- Jeg har fået en masse kærlighed fra den danske befolkning. Jeg vil sige tak for opbakningen og vil nu sige ordentligt farvel til min søn, siger moderen til hjemmesiden www.abros.dk
Beløbet bliver ifølge brødrene overrakt til moderen i slutningen af næste uge.
Da den gode tone i debatten om indsamlingen til avisbuddets mor tidligere har haft svære kår, har Avisen.dk besluttet, at det ikke er muligt at debattere denne artikel.
Redaktionen.