Italiens tidligere konservative premierminister Silvio Berlusconi fortæller onsdag en italiensk radiostation, at han ønsker at stille op som kandidat ved parlamentsvalget 25. september.
Den 85-årige milliardær og leder af partiet Forza Italia siger, at han er blevet opfordret af så mange mennesker til at stille op, og det har fået ham til at tænke i den retning.
Berlusconi var i mange år medlem af Italiens parlament, inden han i starten af 2013 blev valgt til Senatet.
Men efter flere domme for skattesvindel blev han i november samme år erklæret uværdig til at sidde i Senatet. Og han fik forbud mod at stille op ved valg de næste seks år.
Forza Italia indgår i en konservativ alliance med to stærkt højreorienterede partier ved valget i næste måned. Det er partiet Italiens Brødre, der ledes af Giorgia Meloni, og partiet Liga, hvis formand er Matteo Salvini.
Ifølge meningsmålinger står de til at overtage regeringsmagten i Italien. Det følges med stor skepsis andre steder i Europa. De tre ledere er kendt for at være EU-skeptikere, og kritikerne opfatter dem som upålidelige i forhold til Rusland og krigen i Ukraine.
Italiens mest populære skikkelse på den politiske scene var ellers den moderate premierminister Mario Draghi. Han var den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank.
Hans samlingsregering kollapsede tidligere på sommeren, da Liga, Forza Italia og Femstjernebevægelsen trak sig ud.
/ritzau/dpa
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.