Tricktyve snød en 85-årig kvinde fra Gladsaxe på en temmelig lusket måde. Ifølge Vestegnens Politi kontaktede tyvene kvinden under dække af at have brug for at få udpeget vejen til hospitalet.
Hændelsen fandt sted i går, mandag, klokken 12.30, hvor kvinden efter et indkøb i Netto på Gladsaxe Møllevej i Gladsaxe var på vej mod sin bolig.
Sort BMW
En sort BMW af ukendt model og alder standsede op ud for hende, og en udenlandsk kvinde bad om hjælp ved at sige: "Hospital, Hospital".
Kvinden, der beskrives som 30 til 35 år, ca. 160-170 cm, med mørt langt hår og et østeuropæisk udseende, steg ud af bilen. Den ældre dame forsøgte nu på dansk og med fagter at vise hende mod hospitalet.
Da vejen til hospitalet var udpeget, prøvede den fremmede kvinde at give den 85-årige en fingerring på som "tak", og selvom damen afviste og gik, insisterede den fremmede samt en anden østeuropæisk kvinde at give hende smykker.
Stjal dyrt armbånd
De fik hængt en guldkæde - der viste sig at være værdiløs - om den ældre dames hals, takkede hende igen - og skyndte sig væk.
Kort efter opdagede den 85-årige, at hendes guldarmbånd til en værdi af ikke under 10.000 kroner var stjålet.
Københavns Vestegns Politi beder om oplysninger, både om gerningskvinderne, og om den sorte BMW, særligt et registreringsnummer.
Politiet: Hold godt øje
Ifølge politiet har der været flere episoder med tricktyverier, hvor gerningsmændene "takker" med gaver i form af værdiløser ringe og kæder og samtidig stjæler guldsmykker og lignende fra deres ofre.
Politiet opfordrer derfor til, at man ringer 114, hvis man ser mistænkelige personer og køretøjer - ikke mindst i nærheden af butikscentre.