83 tamilske demonstranter blev her til aften anholdt i København, efter at de nægtede at forlade pladsen foran Udenrigsministeriet på Christianshavn i København.
Politiet havde fået at vide, at de 150 demonstranter ville stoppe klokken 17, men det var ikke alle, der havde lyst til det. Derfor så politiet sig nødsaget til at skride ind.
"En hård kerne blandt demonstranterne piskede en stemning op, så politiet måtte skride til præventive anholdelser," fortæller den centrale vagtleder hos Københavns Politi, John Hansen, ifølge TV 2.
De 83 anholdte er nu kørt på Station Bellahøj og tilbageholdes i op til seks timer, inden de igen løslades.
Tamilerne havde samlet sig på Christianshavn for at vise deres vrede over, at Danmark efter deres mening ikke gør nok for at standse urolighederne på Sri Lanka. Ifølge FN er flere end 2.800 personer blevet dræbt under kampe siden den 20. januar i år.