En 83-årig mand er død af sine kvæstelser, efter at en 32-årig mand angiveligt med fuldt overlæg kørte en bil ind i fodgængere i den australske storby Melbourne kort før jul.
Det oplyser politiet i delstaten Victoria lørdag.
Antonios Crocaris fra Melbourne er det første dødsoffer for angrebet, hvor en SUV styrede ind i adskillige mennesker på Flinders Street i det centrale Melbourne 21. december.
- Vores far Antons liv blev på grusom vis taget i en meningsløs voldshandling, udtaler Crocaris' familie i en erklæring.
Den mistænkte fører af bilen, den 32-årige Saeed Noori, er allerede sigtet for 19 forsøg på manddrab og risikerer nu altså også at blive sigtet for drab.
Saeed Noori kom til Australien som flygtning fra Afghanistan. Ifølge politiet i Victoria har han en fortid med psykiske problemer og stofmisbrug.
Noori menes ikke at have forbindelse til ekstremistiske grupper, og politiet har sagt, at det tror, at angrebet ikke er terrorrelateret.
Seks ofre er fortsat indlagt på hospitalet.
Saeed Noori blev anholdt af politiet på stedet. Dagen efter blev han udskrevet fra et hospital, og siden har han været i politiets varetægt.
Angrebet mindede på uhyggelig vis om andre tilsvarende angreb med køretøjer i byer rundt om i verden. I et lignende angreb i Melbourne i januar blev seks mennesker dræbt.
Næsten halvdelen af de i alt 19 personer, som kom til skade i angrebet 21. december, var udenlandske statsborgere.
Saeed Noori skal møde i retten til maj. Retsmødet vil blive holdt bag lukkede døre.
/ritzau/Reuters