81-årige Dorothy Evans fra byen Abergavenny i Storbritannien har nu fået rettens ord for, at hun er en nabo fra helvede.
Trods hendes høje alder blev pensionisten tirsdag idømt en fængselsstraf på seks måneder for at have terroriseret sine naboer, familien Casa, igennem flere år.
Den 81-årige nabo fortalte blandt andet naboernes 13-årige datter, at hun selv var en heks og ville forbande den 13-åriges familie. En forbandelse, der ville tage livet af pigens hund, forsikrede pensionisten.
- Trods din alder og dine sygdomme har du med fuldt overlæg, i en periode over 10 år, gjort livet til et helvede for dine naboer, sagde dommeren ifølge BBC under domsafsigelsen.
Dommeren forsikrede, at dommen havde været langt længere, hvis Dorothy Evans ikke havde været gammel og svag. Naboerne har fortalt, at Evans blandt andet kaldte fru Casa en luder, forsøgte at køre hende af vejen og slog familien med sin stok.
Evans er tidligere idømt betingede domme for at chikanere sine naboer og for at nærme sig familien på trods af et polititilhold. Hendes datter har tidligere fortalt retten, at det ikke var moren, men familien Casa, der begyndte nabokrigen.
Den historie købte dommeren ikke, og den 81-årige nabo fra helvede skal nu mindst tre måneder i fængsel.