Der er endelig kommet fred i Nepal efter flere års borgerkrigslignende tilstand, hvor maoistiske oprørere har kæmpet mod regeringstropperne. Men på trods af freden, er der stadig mindst 800 mennesker, der er forsvundet fra jordens overflade. Omkring 50 af disse regner FN med er blevet dræbt, men resten lever muligvis som fanger i fangelejre eller i regeringens fængsler.
Derfor rykkede Røde Kors torsdag annoncer ind i lokale nepalesiske aviser, hvor folk med kendskab til de forsvundne personer bliver bedt om at komme frem med deres viden.
»Disse personers familier lider utåleligt under intet at vide om, hvad der er sket med deres elskede. De har ret til at få sandheden at vide,« siger Mary Werntz, repræsentant for Røde Kors’ Internationale Komité i Nepal til BBC.
Men ifølge hende kan det antal af forsvundne folk, som Røde Kors har navne på, blot være toppen af isbjerget.
»Vi siger ikke, at denne liste er komplet. Fra andre konflikter ved vi, at når der endelig er opnået fred, stiger antallet af forsvundne folk,« siger hun.
Det er blevet anslået, at mindst 13.000 nepalesere er omkommet i den mangeårige strid mellem de maoistiske oprørere og regeringstropper, før maoisterne for nylig nedlagde våbnene og blev en del af landets regering.
Mange af de folk, som Røde Kors nu prøver at finde, forsvandt i perioden efter februar 2005, hvor Nepals kong Gyanendra indførte enevælde og en øget indsats i kampen mod oprørerne. I april 2006 blev kongen tvunget til at afgive sin magt, og i dag har landets nye samlingsregering ansvaret for Nepal.