Det var ikke noget større problem for personalet at jagte en bankrøver, der onsdag fik udleveret godt 30.000 kroner fra Sydbank i Viborg.
Bankrøveren var en 80-årig mand med stok, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Onsdag middag røvede han banken med en splatterpistol. Men da en farvepatron blev udløst i de røvede penge, smed manden pengene fra sig og flygtede over stok og sten.
Efter blot seks minutter blev manden dog anholdt, da bankpersonalet og nogle vidner havde set, at manden gemte sig i en kælder i nærheden.