Den republikanske senator Thad Cochran fra delstaten Mississippi, der er formand for Senatets komité for finansbevillinger, siger, at han trækker sig tilbage 1. april.
Cochran blev 80 år i december, og han mener ikke, at hans helbred er til at tjene perioden ud som senator.
Republikanerne har et snævert flertal i Senatet, og Cochran måtte efter en sygeperiode vende tilbage til Senatet i oktober for at stemme en plan for budgettet igennem. Republikanerne har 51 pladser ud af 100 i Senatet.
- Jeg er ked af, at mit helbred er blevet en tilbagevendende udfordring for mig, siger Cochran i en pressemeddelelse.
Han blev første gang valgt til Senatet i 1978, efter at han havde siddet i Repræsentanternes Hus i seks år.
- Det har været en stor ære at tjene folket i Mississippi og vores land. Jeg har gjort mit bedste, for at mine beslutninger har været i nationens interesse, siger han.
Cochran siger videre, at han altid har vægtet sine vælgere i Mississippi øverst.
Den republikanske guvernør i Mississippi, Phil Bryant, vil udnævne en midlertidig efterfølger til Cochran.
Der vil på en endnu ukendt dato blive afholdt et suppleringsvalg, hvor Cochrans sæde vil blive besat i perioden indtil januar 2021, hvor hans mandat udløber.
Senatets flertalsleder, Mitch McConnell, betegner Cochrans fratrædelse som et stort tab.
- Thad ved, at der er en stor forskel på at skabe kaos og gøre en forskel. Folket i Mississippi og resten af landet har haft stor glæde af hans beslutsomhed, siger McConnell i en pressemeddelelse.
/ritzau/AP