Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 21:04
En 78-årig kvinde har fredag aften mistet livet i en drukneulykke på Sunds Sø nord for Herning.
- Vi får en anmeldelse om, at en tom kajak driver rundt på søen, fortæller vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.
- Kort forinden har anmelderen set en ældre kvinde ro på søen, og han frygter, at der er sket en ulykke, fortsætter han.
Politiet sætter gang i en eftersøgningsaktion og beder Forsvarets søredningstjeneste om at sende en helikopter.
- Men anmelderen sejler ud i sin båd og finder kvinden, før helikopteren når frem, siger vagtchefen.
De pårørende til den 78-årig kvinde, der kom fra Sunds, er blevet underrettet om ulykken.
/ritzau/