En 78-årig lod sig ikke sådan kyse og gik hele vejen, da han stillede sig imellem en aggressiv 46-årig mand og de kvinder som mandens vrede gik ud over.
Episoden foregik i toget mod Roskilde, hvor den berusede og aggressive mand rettede sin vrede mod den 78-årige og slog ham i ansigtet, skriver Lokalavisen.dk.
Manden havde råbt og været ubehagelig over for nogle kvinder i toget, og den 78-årige passager gik imellem for at beskytte kvinderne.
Da toget ankom til Roskilde station, stod den 78-årige af toget, hvor han ved hjælp fra nogle andre mandlige togpassagerer tilbageholdt den aggressive mand indtil ordensmagten kunne tage over, skriver lokalavisen.
Politiet anholdt den 46-årige, som efterfølgende blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have udvist voldelig adfærd. Der venter ham en bøde på 3.000 kroner.
Ifølge Lokalavisen.dk har den 46-årige angret og også forklaret, at hans vrede blev udløst af en uoverensstemmelse med kæresten. Kæresten var en af de kvinde han overfusede i toget.