Han synes, at øremærker på køer er dyrplageri.
Og derfor har den 76-årige landmand Jørgen Christensen konsekvent nægtet at mærke sine 200 køer.
Det kostede ham så tidligere i dag en anholdelse og en ransagning, mens køerne med navnene Æ Hedeko og Æ Knyst ført bort af myndighederne og aflivet.
- Jeg har passet kræ, lige siden jeg var en lille dreng. Da min far døde i 1989, overtog jeg det hele og fortsatte, som jeg altid havde gjort. Jeg synes, det var dyrplageri at øremærke køerne, så det lod jeg være med. Det kan ikke være rigtigt, at landmænd skal være bundne på hænder og fødder, bare fordi de store industrilandmænd kan eksportere ned til muslimerne. De holder flaget så højt, at deres ben ikke når jorden, siger Jørgen Christensen til Berlingske Tidende.
120 betjente på stedet
Dyrene blev fjernet af ikke færre end 120 politi- og landmænd på gården for enden af Drostrupgårdvej ved Læborg nord for Vejen.
- Det er en smadderulykkelig dag for landmanden og en trist dag for os andre, som gerne så den her sag løst for mange år siden på mindelig vis, siger Fødevarestyrelsens veterinærdirektør Jan Mousing.
Ifølge Berlingske Tidende bor landmanden i et møgbeskidt og urinlugtende landsmandssted uden tv og radio. Her har han boet siden hans far døde. En kæreste er det aldrig blevet til.
- Jeg er fortvivlet. Hvad skal jeg give mig til nu? Jeg bryder mig ikke om at traske rundt inde i byen eller sidde og drikke bajere. Med mine kræ havde jeg noget at stå op til, siger han.