Mens nogle ældre bruger seniortilværelsen på stramaj og aftenskole, har en 76-årig kvinde fra Ishøj fundet en noget mere indbringende nebengeschäft. Hun solgte hash.
Det var da også et noget overrasket politi, der modtog et anonymt tip, om at en 76-årig kvinde solgte hash, skriver B.T.
Men ganske rigtigt, i kvindens lejlighed, som ligger i Ishøj, fandt politiet 121 gram hash, der var
bundtet og lagt i "umiddelbart salgbare poser", som politiet
formulerer det.
- Hun virkede meget professionel og rolig, da vi dukkede op. Hun tilstod
hurtigt, at hun havde et par gram til eget forbrug, men det var jo ikke hele
sandheden, siger vagthavende hos politiet i Glostrup.
Den 76-årige er ikke tidligere straffet, og hun slipper med en bøde.