Det internationale fodboldforbund Fifa går langt i bekæmpelsen af eventuel dopingmisbrug. Samtlige 736 spillere vil blive dopingtestet, når verdens 32 bedste nationer i den kommende måned dyster om verdensmesterskabet i fodbold i Brasilien.
Alle spillere er desuden blevet registreret med et biologisk pas, som man kender fra andre sportsgrene som cykling og skisport. Det giver informationer om udøvernes blod- og hormonværdier.
Det er en proces, der begyndte allerede i forbindelse med Confederations Cup sidste år. Da begyndte Fifa at indsamle prøver til de biologiske pas.
Siden har europæiske storklubber som Barcelona, Chelsea og Liverpool, der har mange spillere med ved slutrunden, haft besøg op til VM.
Testene vil blive intensiveret i løbet af VM.
- Vi kan teste hvem som helst, når som helst og hvor som helst, siger Fifas medicinske chef, Jiri Dvorak til AFP.
Logistikken er dog en udfordring for dopingjægerne, da Brasiliens eneste internationale dopinglaboratorium i Rio de Janeiro mistede sin godkendelse sidste år. Derfor bliver prøverne sendt til analyse i Lausanne i Schweiz.
Et fodbold-VM har før været ramt af en stor dopingsag. Ved slutrunden i 1994 blev den argentinske verdensstjerne Diego Maradona testet positiv for efedrin og sendt hjem.
/ritzau/