En brand i en ældrebolig i Humlebæk nord for København har tidligt fredag aften kostet en 73-årig mand livet.
- Det tyder på, at branden er opstået i en brødrister i køkkenet. Den har udviklet en del røg, og manden er tilsyneladende død af røgforgiftning, fortæller vagtchef Martin Bakke fra Nordsjællands Politi.
Ældreboligen på Øresundsvej ligger i tilknytning til et plejehjem. Nogle børnehavebørn bemærkede, at der lugtede af røg i området og kontaktede personalet på plejehjemmet, som så slog alarm.
Da brandvæsnet når frem, er ilden gået ud af sig selv.
- På grund af røgen har der ikke været ilt nok, til at branden kunne fortsætte, siger vagtchefen.
Den 73-årige mand har formentlig siddet og sovet i en stol, da branden bryder ud.
- Han når så desværre ikke at slippe ud, før det er for sent, siger Martin Bakke.
/ritzau/