Hvis man finder en guldring på en græsmark, kan man nok betegne det som at finde en nål i en høstak.
Men ikke desto mindre skete det netop på en mark i Mønsted i 2016. 10 centimeter under overfladen, havde en guldring ligget siden år 1945.
For 72 år siden gik Viggo Pedersen på knæ foran Elly Østergaard Pedersen med en guldring. Men blot 14 dage efter tabte han ringen på marken i Mønsted.
Det var for knap et år siden, at Troels Thomsen og Klaus Østergaard befandt sig på marken vest for Viborg med deres metaldetektorer, da de stødte på ringen, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
Og nu kunne ringen endelig komme hjem, 72 år senere, til den rette ejer, den nu 89-årige Elly Østergaard Pedersen. Hendes mand Viggo Pedersen gik bort for 15 år siden til kræft, og derfor var det da også ekstra rart at få ringen tilbage som et minde.
- Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle se den ring igen, så det er noget mærkeligt noget, at den pludselig er dukket op. Men det er en sjov historie, og det er også spændende at få så meget opmærksomhed fra alle medierne, siger Elly Østergaard Pedersen til TV Midtest.
De to guldfindere Troels Thomsen og Klaus Østergaard startede sin søgen efter ringens retmæssige ejer umiddelbart efter, de havde fundet den. Både ved kirken og med et Facebookopslag. I ringen var nemlig indgraveret 'Elly 18/5-45'.
Der skulle gå mere end et halvt år, før der var bid, og barnebarnet til Elly Østergaard Pedersen så Facebookopslaget og reagerede.
Nu har den 72 år gamle ring fundet vej hjem. Symbolsk, når Viggo Pedersen ikke lever længere. Og derfor fortæller Elly Østergaard Pedersen, at der skal passes ekstra godt på den.