En 70-årig mand har i Retten i Odense fortalt, at han onsdag dukkede op ved en moské i Odense for at få lov at komme i moskéen igen.
Men der opstod ifølge den 70-årige tumult, og det endte med, at en 75-årig mand blev stukket med en skruetrækker. Han er torsdag fortsat i kritisk tilstand.
Specialanklager Brian Dybdahl mener, at der var tale om et drabsforsøg, og torsdag har retten varetægtsfængslet manden på den mistanke i fire uger.
Manden selv erkender, at det var ham, der stak den 75-årige med skruetrækkeren.
- Men han nægtede, at det var et forsøg på at slå ham ihjel, siger specialanklageren.
Den fængslede har tidligere fået en betinget dom i forbindelse med noget vold ved moskéen, som bruges af bosniere, og han er blevet nægtet adgang til moskéen.
Onsdag ville han efter eget udsagn tale med dem, der bestemmer på stedet, i håb om at han ville blive lukket ind igen. Med sig havde han en skruetrækker.
Den 70-årige forklarede, at han havde taget den med til brug i eventuelt selvforsvar, hvis nu folkene i moskéen skulle blive voldsomme over for ham.
Anmeldelsen om overfaldet fik politiet klokken 13.16, og den 70-årige var stadig på adressen på Lisesmindevej i Odense, da politiet ankom. Han blev anholdt på stedet.
Den 75-årige, der blev stukket med skruetrækkeren, har en tilknytning til moskéen, oplyser specialanklageren.
Hans pårørende er underrettet om det voldelige overfald.
/ritzau/