Der er godt nyt til alle, der er glade for deres job og gerne vil beholde det.
Antallet af fyringsvarsler falder, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
1.363 personer blev varslet fyret i februar. I marts er det tal faldet til 696 personer - et fald på 667 personer.
Korrigeret for normale sæsonudsving faldt antallet af fyringsvarsler fra 1.348 personer i februar til 965 personer i marts - et fald på 382 personer.
Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit, skriver i en kommentar, at dagens tal viser, at arbejdsmarkedet har lagt de største dårligdomme bag sig.
"Det er dog endnu for tidligt at snakke om en egentlig vending på arbejdsmarkedet," skriver han.
Også i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) tager man de forsigtige briller på.
"De færre varslede fyringer den seneste måned er ovenpå nyhederne om negativ vækst i fjerde kvartal 2011, rekordhøje tvangsauktioner og en overraskende stor stigning i ledigheden i februar, derfor en tiltrængt glædelig nyhed," skriver senioranalytiker Erik Bjørsted.
De færre varslede fyringer kan dog på sigt være med til at styrke forbrugertilliden og dermed forplante sig til boligmarkedet, som i øjeblikket udgør en af de mest alvorlige forhindringer på vejen ud af krisen, lyder det fra AE.