Københavns politi anholdt igår aftes 65 demonstranter ved Dronnings Louises bro på Nørrebro.
Det skete på årsdagen for de berømte 113 skud, som kampklædt politi affyrede ind i en menneskemængde den 18. maj 1993.
Her mødte politi og venstreorienterede demonstranter hinanden på Nørrebro i København i det, der er kendt som det mest voldsomme sammenstød i nyere dansk historie.
Mange af demonstrationerne, klædt helt i sort og med hætte, er tilbageholdt, fordi de ikke vil give sig til kende.
"Omkring ti af demonstranterne havde medbragt stiger og maskeret sig, og derfor har vi standset dem for at forklare dem retningslinjerne, og at de skal fortælle os, hvad de laver, og vi er i øjeblikket i gang med at visitere dem. Det gør vi, når vi vurderer, at de ikke efterkommer vores krav til demonstrationen, og det forsøger vi at gøre via dialog," siger pressetalsmand Rasmus Skovsgaard til bt.dk.
Vagthavende ved Københavns Politi oplyser i dag til Newspaq, at alle demonstranterne igen er løsladt, og indtil videre er ingen blevet sigtet i sagen.
Arrangørerne af demoen er en ukendt gruppe venstreradikale. De ville sætte fokus på politivold ved at mindes 18. maj 1993, hvor demonstrationen mod Maastricht-traktaten endte med decideret gadekamp.