Han blev slået med et baseballbat. Men det var formentlig tape, der tog livet af ham.
Det siger Nordsjællands Politi, der er i fuld gang med at opklare det brutale røveri, der endte med mord.
- Vi kan ikke 100 procent sige, at det er det eneste, men det, at han har været forhindret i at trække vejret ordentligt, er en væsentlig faktor, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til Frederiksborg Amts Avis.
Mandens 63-årige kone blev også bagbundet og fik tape på munden, men hun overlevede.
Bag røveriet i Smørum på Sjælland stod tre maskerede mænd, som politiet fortsat ikke har anholdt. Mændene forsvandt i ægteparrets bil, som blev fundet på Baltorpvej i Ballerup tirsdag.
Politiet har fået omkring 30 henvendelser, men hører fortsat gerne fra vidner eller andre, der kan have afgørende viden om sagen.