»Millionspild af skattekroner«. Sådan lyder kritikken fra en leder i Beredskabsstyrelsen.
I ni år har orange redningslastbiler stået parkeret i en lade i Esbønderup i Nordsjælland, uden at hverken hjul eller kilometertæller har bevæget sig ud af stedet.
Lignende lader med redningsbiler på cementklodser står i Hjallelse på Fyn, to steder i Jylland og på Bornholm.
Sikrer, at de ikke ruster
»Vi har fyldt konserveringsolie i tanken, og en gang om året tænder vi motoren, så den ikke ruster fast,« siger kolonnechef Allan Pedersen fra Beredskabsstyrelsen Sjælland.
I alt 64 Mercedes-lastbiler anskaffet indtil 1993 har stået stille siden 1998. Et folketingsflertal vedtog tirsdag et nyt forlig for beredskabet, hvor man lod bilerne blive stående.
»Disse biler skal være klar inden 48 timer med 500 mænd, hvis Danmark skulle blive ramt af et terrorangreb eller en naturkatastrofe. Foreløbig er det rigtigt, at de aldrig kommer ud af laderne,« siger underdirektør for Beredskabsstyrelsens operative afdelinger, Jørgen Holst.
Komplet overflødigt
Men det er vanvid, fordi Danmark er et af de lande med mest redningsberedskab, siger en leder i samme beredskab.
»Det er spild af millioner af skattekroner og komplet overflødigt. Kommunerne har masser af udrykningsklare biler på brandstationer. Det ville kræve mindst en orkan og fire terrorangreb samme dag, før der blev brug for bilerne,« siger Bjarne Kjems, skoleleder for Beredskabstyrelsens Center for Lederuddannelse, der her udtrykker sine private holdninger.
Det danske forsvar lukkede ved sidste forsvarsforlig alle sine lader med opmagasinerede biler, oplyser oberstløjtnant Jesper Egendal fra Forsvarets Materieltjeneste.
Oven i de 64 parkerede lastbiler har Beredskabsstyrelsen 406 andre køretøjer lige fra en Massey Fergusson-traktor fra 1888 til 130 nyere personbiler, viser Nyhedsavisens komplette liste over alle styrelsens biler.
Alene på Bornholm har Beredskabsstyrelsen 56 køretøjer.