Ritzau
Opdateret kl. 21:31
En 64-årig mand har torsdag mistet livet i forbindelse med en arbejdsulykke på Ærø.
Det oplyser Fyns Politi.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken, der skete i nærheden af Ærøskøbing, klokken 15.55.
I første omgang lød meldingen på, at han var kommet i klemme i en landbrugsmaskine. Men det viste sig, at hans tøj blev fanget i et udvendigt gear på en roesnitter.
- Gearet får fat i hans tøj. Han bliver trukket ind til maskinen og kvalt i tøjet, fortæller politiets vagtchef Peter Vestergaard.
Den afdøde er fra Polen.
- Det polske politi er underrettet, og er ved at finde frem til hans pårørende, siger Peter Vestergaard.
Som altid ved alvorlige arbejdsulykker er Arbejdstilsynet blevet underrettet. Det skal være med til at undersøge ulykken og blandt andet fastslå, om alle regler i forbindelse med arbejdet er overholdt.
/ritzau/