Mindst 61 personer har det seneste døgn mistet livet i Yemen under kampe mellem regeringsvenlige styrker og oprørere.
Kampene har fundet sted i byen Hodeida i den vestlige del af Yemen.
Det skriver nyhedsbureauet AFP, der henviser til kilder inden for militær og på hospitaler.
Ud over de omkomne er der mange sårede, som er fragtet til hospitaler uden for byen.
Hodeida er en strategisk vigtig havneby, som regeringsstyrker, der er støttet af Saudi-Arabien, og oprørere kæmper om at få kontrollen over.
Det er tale om houthi-oprørere, der er støttet af Iran. Hovedparten af de omkomne i de seneste kampe er fra oprørsgruppen, der har haft kontrol over byen siden 2014.
Byen er af stor betydning for befolkningen, fordi international nødhjælp er kommet ind denne vej.
Under de seneste kampe har regeringsstyrkerne dog vundet frem og har blandt andet erobret byens vigtigste hospital. De forsøger samtidig at vinde kontrol over nogle af havnene i Hodeida.
Saudi-Arabien gik i foråret 2015 i krig mod houthi-oprørerne i Yemen og står i spidsen for en koalition, der har støtte fra USA.
Det var med målet om at få genindsat præsident Hadi, som flygtede fra landet, efter at houthi-oprørerne tog kontrol over Yemens hovedstad, Sanaa, for fire år siden.
I løbet af det seneste tre og et halvt år er mindst 10.000 dræbt, mindst 50.000 er såret, og millioner er sendt på flugt fra deres hjem.
FN har kaldt konflikten for verdens værste humanitære krise, da omkring 14 millioner mennesker i Yemen er på randen af hungersnød.
/ritzau/