En 61-årig mand er onsdag morgen afgået ved døden i en trafikulykke i Kerteminde.
Det oplyser Fyns Politi på Twitter.
Manden kørte op bag i en lastbil i et industrikvarter i Kerteminde. Efterfølgende blev manden erklæret død på stedet.
- Han kørte op i en langsomtkørende lastbil, siger vagtchef Henrik Krøjgaard fra Fyns Politi.
De pårørende er underrettet.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken onsdag klokken 09.17. Det er uvist, hvorfor manden kørte op bag i lastbilen, men en bilinspektør har været på stedet for at klarlægge ulykken.
- De er færdige på stedet, siger vagtchefen lidt efter middagstid.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
/ritzau/