- Han tog mig med ind på sit kontor og gav mig tre slag. Han bad mig om at holde fast i væggen og han pryglede mig. Det gjorde ondt i to timer, som om der var ild i min røv.
Sådan fortæller Matthew S, fra Missisipi, der fik prygl i anden klasse, fordi han smed med mad i kantinen på sin skole.
600.000 børn blev sidste år pryglet i skolen i USA. Det viser en ny rapport fra de to menneskerettighedsorganisationer Human Rights Watch og Den Amerikanske Union for Civile Frihedsrettigheder.
I 13 sydlige stater blev mere end 1000 skoleelever fysisk afstraffet sidste år, og de sorte piger fik dobbelt så meget prygl som de hvide elever, skriver Human Rights Watch på deres hjemmeside.
Det er lovligt at slå skoleelever i 21 stater i USA, og det er ofte nok at tygge tyggegummi, svare igen eller overtræde skolens dress-code, før lærerne ikke længere synes, at ord er nok.
Især staten Texas er helt i front, når det gælder afstraffelse af elever. De stod i skoleåret 2006/2007 for en fjerdedel af den korporlige afstraffelse i USA.