Det er så hyggeligt med høns i baghaven.
Det synes mindst 60.000 danskere, der hver dag kan hente friske æg fra fritgående 'hyggehøns'.
I foreningen Dansk Fjerkræ Forum, der organiserer folk, som holder fjerkræ i baghaven, oplever formand Finn Nielsen en stigende interesse for at være hobbyavler.
"Folk står på nakken af hinanden, når jeg har kyllinger til salg, og det er de samme meldinger, jeg får fra alle andre på vores forum. Der er virkelig efterspørgsel efter kyllinger," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ifølge Fødevarestyrelsen findes der godt 60.000 såkaldte hobbyavlere i Danmark. Tallet bygger på de indregistreringer, der blev gjort i forbindelse med fugleinfluenzaen i 2006. Det svarer til, at der render høns rundt i hver 20. parcelhushave.
Men det tal er alt for lavt vurderer Finn Jensen, der skyder på, at mellem 80.000 og 100.000 danskere i dag holder høns.
"Der har været en stor stigning, specielt siden 2006, og vi får rigtig mange nye tilmeldinger på vores forum," siger Finn Jensen, der ikke er i tvivl om, hvorfor høns er populære.
"Høns er hyggelige dyr at have gående i haven. De spiser husholdningsaffald og er på den måde gode for miljøet. Desuden tager mange klart afstand fra at købe buræg, og så må de jo lave deres egne æg," siger han.
Æg fra hobbyhøns må dog ikke sælges - heller ikke ved vejkanten. På grund af faren for salmonella skal alle hønseæg stamme fra kontrollerede rugerier.
"Heldigvis må man stadig godt selv spise dem," siger Finn Jensen, der har et par og tyve høns gående i sin have.
Det er kommunen, der opstiller retningslinjer for hønsehold.
F.eks. kræver de fleste kommuner, at haner skal holdes inde i mørklagt hønsehus til klokken syv om morgenen på hverdage og klokken otte i weekenden for at undgå klager fra naboer.
Alligevel sker det ofte, at en nabo klager over et hønsehold, erkender Finn Jensen.
"Men i 99 ud af 100 tilfælde bunder klagen i andre ting end høns. Det er nabostridigheder. Men fordi det handler om høns, kan man klage gratis til kommunen. Ellers koster det penge, hvis man skal anlægge en retssag," siger han.