Den 33-årige mand, der i januar påkørte og dræbte to unge mænd på cykel, er blevet idømt 60 dages fængsel og en bøde på 10.000 kr. Han fik desuden frakendt kørekortet i et halvt år.
Retten på Frederiksberg kendte tirsdag den 33-årige skyldig i uagtsomt manddrab i sagen om det dobbelte trafikdrab på H.C. Ørstedsvej, skriver eb.dk.
Ulykken skete en tidlig morgen i januar, hvor to mænd på 25 år var på vej hjem på den samme cykel efter en bytur. På H.C. Ørstedsvej i København blev de ramt bagfra af en varevogn og blev begge dræbt.
I varevognen sad den 33-årige familiefar, der flygtede fra stedet og først to dage senere meldte sig til politiet.
Politiets efterforskning på drabsstedet viste ingen bremse- eller skridspor på kørebanen. Vejen var fuldt oplyst, og der var desuden god sigtbarhed på stedet på ulykkestidspunktet.
Den 33-årige har nu to uger til, sammen med sin advokat, at vurdere, om han vil anke dommen.
/Newspaq/