En 60-årig mand fra Rørvig er i Retten i Holbæk blevet idømt syv dages betinget fængsel med et års prøvetid for at have sendt en død rotte med posten til sin nabo.
Med rotten lå en seddel med ordene: "Dø, svin dø."
Det skriver Sjællandske.
I retten forklarede den 60-årige mand, at modtageren af den døde rotte havde været en nabo, som han havde haft en årelang strid med. Og selv om denne person var flyttet i mellemtiden, havde eftervirkningerne af uvenskabet gnavet i ham.
- Jeg havde lovet mig selv, at hvis jeg nogensinde kom i besiddelse af en død rotte, så skulle han have den, fortalte han i retten.
Manden har siden fortrudt sin handling og fortalte i retten, at der var tale om en uigennemtænkt handling.
/ritzau/