Har du for mange kilo på sidebenene, så kan det være nogle, du har taget med hjem fra arbejde. Cola, lakridser og pizza er nemlig en del af mange danskeres arbejdsdag.
”Det største problem er de små snacks, man kommer til at spise i løbet af dagen. Det kan være mad eller chokolade eller lakridser. Man taber måske overblikket over, hvor meget man får puttet i munden i løbet af dagen,” siger Iben Humble Kristensen, Cand.scient. i human ernæring ved Videncenter for Fødevarer og Sundhed, Viffos.
Snup det sunde kick
Især for de mange, der sidder meget ned i løbet af dagen, kan det være svært at få brændt lige så meget af, som man kan nå at stoppe i munden. Skal en voksen mand brænde et stykke wienerbrød af, kræver det 70 minutters gåtur.
”Det er ikke kaffen, der er den største synder, selvom der er mælk eller sukker i. Der er mange arbejdspladser hvor man ofte hygger sig med wienerbrød. Måske er det fast en gang om ugen og så kommer fødselsdage oveni. Det løber op,” siger Iben Humble Kristensen.
Hun anbefaler frugtordninger, og vil chefen ikke lave en, så gør det selv.
”Frugt giver ikke det samme sukkerkick som slik, men til gengæld holder følelsen af at være frisk længere, siger hun.
Iben Humble Kristensen, Viffos har udført beregninger på en række af de populære arbejds-snacks.