58-årig i livsfare efter groft overfald i lejlighed

Politi leder natten til mandag efter en 40-årig, som formodes at stå bag et groft overfald på en bekendt.
En 58-årig mand er natten til mandag i livsfare efter et groft overfald i sin lejlighed.
En 58-årig mand er natten til mandag i livsfare efter et groft overfald i sin lejlighed. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix

Københavns Politi leder mandag efter en 40-årig mand, der mistænkes for et groft overfald på en 58-årig bekendt i dennes lejlighed i Sydhavnen i København.

Den 58-årige blev udsat for grov vold i form af slag og spark.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Overfaldet var så voldsomt, at han blev kørt på sygehuset, og meldingen var, at han var i livsfare.

Mandag oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi Aaron Newman, at det er lykkedes lægerne at stabilisere mandens tilstand, så han nu er uden for livsfare.

Ifølge politiets oplysninger skete overfaldet, da den 58-årige mødtes med den 40-årige i lejligheden.

Politiet fik meldingen om overfaldet klokken 18.29.

De to mænd var i lejligheden sammen med en kvinde, som politiet har afhørt som vidne i sagen. De tre var ifølge politiets oplysninger samlet i lejligheden, hvor de drak tæt.

Der er ikke oplysninger om, hvorfor mødet mellem de tre endte voldeligt.

- På et tidspunkt er der en af gæsterne, som går amok derude og tildeler den forurettede nogle slag og spark i ansigtet, så han får nogle ret alvorlige kvæstelser, sagde den centrale efterforskningsleder søndag aften.

Overfaldet er ifølge politiet ikke banderelateret, men hvad motivet er, står hen i det uvisse. Det har ikke været muligt for politiet af afhøre offeret.

Politiet kender identiteten på den 40-årige, og det menes kun at være et spørgsmål om tid, før han kan anholdes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.