57 anholdt efter bandeuroligheder i Aarhus Vest

Politiet måtte skride talstærkt ind i forbindelse med interne uroligheder i bandemiljøet i Aarhus.
Politiet kom måske et bandeopgør i forkøbet fredag aften i Aarhus Vest.
Politiet kom måske et bandeopgør i forkøbet fredag aften i Aarhus Vest. Foto: Colorbox/Free

Mange betjente måtte udkommanderes, da der fredag aften opstod uroligheder i det aarhusianske bandemiljø.

I alt blev 57 personer anholdt i forbindelse med intern ballade, der blandt andet omfatter den københavnske bande Loyal To Familia, som på rygteplan har været på vej til at etablere sig i Aarhus.

Derfor følger politiet dem tæt, og fem af grupperingens medlemmer blev allerede klokken 18.15 anholdt i bebyggelsen Bispehaven i det vestlige Aarhus.

Årsagen var ifølge en pressemeddelelse forskellige former for lovovertrædelser.

- Vi ved, at de er på vej hertil, og derfor besluttede vi at udvise rettidig omhu og følge dem tæt for at undgå sammenstød med andre bander, siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra Østjyllands Politi.

Knap halvanden time senere var den gal lidt længere vestpå, i Gellerup.

Her måtte hele 52 personer føres væk, efter at også de brød loven på en række områder.

Der er hovedsageligt tale om overtrædelser af ordensbekendtgørelsen. Men politiet har også fundet slagvåben, ligesom nogle af de anholdte havde narkotika på sig.

Det er sent fredag aften uvist, om nogle af de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag.

Politiet er fortsat talstærkt til stede i Aarhus Vest og vurderer, at lokale beboere, der ikke har tilknytning til bander, kan færdes trygt i området.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.