Antallet af danskere, som anmelder voldtægt, satte sidste år rekord med 566 viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det er en stigning fra året før med syv procent
Langt de fleste af anmeldelserne kommer fra kvinder - men hvert år anmelder omkring 20 drenge og mænd også en voldtægt. Hver anden af voldtægtsanmeldelserne fører dog aldrig til dom.
Ifølge politiinspektør Bent Isager-Nielsen ved Københavns Vestegns Politi skyldes stigningen ikke flere voldtægter, men derimod at flere anmelder voldtægten.
Og det håber Center for Voldtægtsofre, at kvinderne gør.
- Det er velkendt, at vi har et mørketal. Nogle undersøgelser har vist, at der sker mindst 10 gange så mange voldtægter, som der bliver anmeldt, forklarer psykolog Annalise Rust fra Center for Voldtægtsofre til B.T.
Center for Voldtægtsofre i København fortæller, at de får flere kvinder i behandling, der har været udsat for en såkaldt kontaktvoldtægt. Det er voldtægter, hvor kvinden kender gerningsmanden - det kan være en ven eller en ekskæreste. En overfaldsvoldtægt er derimod, når offer og forbryder slet ikke kender hinanden.
Op mod en fjerdedel af alle voldtagede er i øvrigt unge på op til 16 år.