En 55-årig mand fik sig en barsk start på dagen, da han i morges blev stukket i halsen og maven i sit hjem på H.C. Lumbyesvej i Marseliskvarteret ved Århus.
Han ser dog ud til at overleve kvæstelserne, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov.
"Manden har selv forklaret, at det var en bekendt, der overfaldt ham. Men vi kender ikke årsagen til knivstikkeriet," siger Per Bennekov til Ekstrabladet.dk.
Politiet troede først, at der var tale om endnu et hjemmerøveri, men det viste sig, at offeret formentligt selv havde lukket gerningsmanden ind.
Efter overfaldet flygtede gerningsmanden fra stedet til fods.