En 55-årig kvinde mistede i nat livet, da der udbrød brand i hendes lejlighed i Assens på Fyn.
Fyns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at de kort efter midnat modtog melding om branden, som blev opdaget af kvindens naboer i Tobaksgården 5.
Naboerne forsøgte at komme den 55-årige til undsætning, men røg- og varmeudviklingen forhindrede dem i at trænge ind i lejligheden.
Brandvæsenet kunne kort efter bjærge kvinden, som efterfølgende blev konstateret død af en læge på stedet.
Lejligheden er kraftigt beskadiget af ilden, mens de omkringliggende boliger kan nøjes med en grundig udluftning, oplyser politiet. Brandvæsenet brugte et minimum af vand for at slukke branden.
Politiets teknikere skal nu undersøge brandårsagen, men det ser allerede ud til, at branden opstod på grund af rygning.
De pårørende er underrettet.